top of page
5 Autels

5 Autels

Er æbler blandt dine favorit frugter? Så læs endelig videre:

 

Velkommen til Domaine 5 Autels. Vi er beliggende i Frankrig helt oppe nord i midten af det verdenskendte Normandiet. Et område som egner sig helt ubeskriveligt godt til at gro frodige og saftige æbler.

 

Ifølge franskmændene kommer opfindelsen af cideren fra Normandiet – men andre steder i verden vil mange nok uden tvivl være bare en lille smule uenige. Faktum er dog, at 5 Autels alligevel skiller sig ud fra andre ciderproducenter i Normandiet. I nu fire generationer, og som nogle af de eneste i området, har de formået at skabe en økologisk og senere biodynamisk tilgang til produktionen, og det kan i den grad smages. Men Domaine 5 Autels har stadig store ambitioner og drømmer om at tage det næste skridt i produktionen, nemlig at blive CO2-neutrale. Hvis der er noget, vi hylder her, er det ambitioner, små som store, om at gøre noget godt ikke kun for smagens skyld, men for planeten.

 

Specialiteter som calvados og pommeau er udsprunget fra cideren, og her rammer vi noget helt ekstraordinært, hvor renhed og tid er en fællesnævner for de gode varer. Calvados er en brændevin på æble, som fremstilles ved at destillere egnens traditionelle cider. Destillatet behandles på samme måde som Cognac og lagres i mellem 4 og 18 år. Smagen og duften af æblerne er intens fra de mange års lagring, og det er helt klart ventetiden værd. Smagen på de unge calvados er frugtig, frisk samt lettere syrlig, og med årene bliver smagen kun dybere og endnu mere gennemtrængende.

 

Pommeau er også fremstillet 100% af æbler, men den er ægteskabet mellem unge calvados og æblemost, der efterlades til lagring på store egetræsfade i ca. 2 år. Har man en sød tand, så skal Pommeau uden tvivl nydes i selskab med en citrontærte på ægte fransk manér!

bottom of page